DAGENS PORTRÆT

Med alderen ønsker jeg at blive bedre til at strække øjeblikket.

Af: Daniel Øhrstrøm, Kristeligt Dagblad

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At mine børn er flyttet hjemmefra. En vigtig livsfase er forbi, og en ny begynder. Jeg mærker for alvor, at jeg står midt i livet. At blive 50 er blevet det vendepunkt, hvorom man kan tale om et før og et efter.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Dem har der været mange af, og de er forskellige alt efter hvor i livet, jeg har befundet mig. Her og nu er det, da børnene var små og hverdagen fuld af rutiner og gøremål, der alle sammen havde med pleje og omsorg at gøre. Jeg forstår nu, at den form for meningsfuldt nærvær nærmer sig selve meningen med livet.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Gode venner, jeg gennem livet har haft stærke oplevelser med, og som har givet krop til de mange af livets store spørgsmål, der kan virke så luftige og diffuse, når de undersøges i tanken alene. I det levede liv med betroede andre kan spørgsmålene udvirke vigtige erfaringer og adfærdsregulerende erkendelser. Jeg ville ikke være den, jeg er i dag, uden Efa, Inuk, Louise, Anna Maria, Pia, Martin, Julie, Jessie, Kirsti eller Emil.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme kunstneriske område som dig?
Egenskaber som vedholdenhed, åbenhed og en vis portion hårdhed er en forudsætning, hvis man vil være forfatter. Dertil skal lægges en parathed til perioder med ensomhed og ulidelig tvivl. At skrive er konstant at tvivle på sig selv, sine motiver, tekstens lødighed, på meningen med livet.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Jeg ved det virkelig ikke. Strategi er ikke min stærke side. Indimellem forekommer det mig, at det er mine fejl, som bringer mig frem til målet. En vis portion tiltro til min intuition sammen med en overbærenhed over for de forkerte valg, jeg nogle gange tager, har vist sig at bringe mig i havn.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
I 2019 mistede jeg min far. Det var et stort tab, som på den anden side også viste sig at indeholde en gave: Min mor flyttede til Danmark efter næsten 50 år i Grønland, og det er en forunderlig glæde at kunne være nær hende igen. Det giver anledning til at bemærke, hvad det betyder at være i familie. Vi slægter hinanden på. Det bliver så åbenlyst, når vi er sammen.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Da jeg flyttede til Danmark som knap 18-årig og efterlod min familie i Grønland. Det var et stort spring, et ensomt spring. Men det har rustet mig til også senere at kaste mig ud på dybt vand. Jeg er aldrig gået den lige vej, har gerne gjort det umulige og debuterede da også først som forfatter som 40-årig.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?
I de små ting, i bevægelser og ytringer, som bliver mere og mere tydelige med alderen. I lang tid har jeg modarbejdet disse tegn på mit ophav. Men det forekommer mig at være en lov: Noget skal nedarves, om vi vil det eller ej. Det er, som om jeg henter ind på den lov her halvvejs i livet.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Da jeg var yngre, hidsede jeg mig ofte op og skældte ud. Jeg var dårlig til at håndtere voldsomme følelser. Nu tænker jeg, at jeg gerne ville have kunnet kontrollere mig selv. Når det er sagt, har jeg altid følt stor skyld. Og derfor ville jeg også gerne have været bedre til at bære over med mig selv.

Hvad tror du på?
Jeg har altid levet, som om jeg havde al tid i verden. Men det har som bekendt intet menneske. Med alderen ønsker jeg at blive bedre til at strække øjeblikket. Jeg øver mig i at være til stede og være opmærksom og er efterhånden holdt op med at være rastløs.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, udover din familie?
Det i en roman at kunne skabe en verden. At kunne skrive et univers frem med handling og personer, som er forbundet i et mønster. Det smukkeste jeg ved, er at komme ud og tale med min læsere om mine bøger. I mødet med læserne bliver personerne virkelige. Vi taler sammen om dem, som om de var levende.

Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg er inde i bunde af fjorden og er gået op langs elven til en stor sø, da jeg pludselig bliver overvældende bange. Jeg er tolv år og forstår, at jeg er alene.

Foto: Min mor på vej ned fra loftet <3

 
 
http://www.ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-403_D42D9B3F-AB27-454F-96EC-F52CA58F8682.jpg