FRA ÅNDEMANERI TIL KRISTENDOM

Jeg har netop læst Grønlændernes kristning af teologen Mads Lidegaard (1925 – 2006). Bogen har været den blinde plet i min reol i mit sommerhus i mange år. Den har set så kedelig og pensumagtig ud, at jeg ikke har kunnet få mig selv til at åbne den. I øvrigt var jeg også ret sikker på, at den hovedsagligt ville forherlige den danske kolonisering.
Nu fandt jeg så bogen frem og læste den. Og det var en virkelig god oplevelse. Måske fordi jeg havde en anden tekst i baghovedet, mens jeg læste.
Ikke bare giver bogen en udførlige beskrivelse af missionens og kolonitidens forløb. Lidegaard diskuterer også de historiske kilder, der hovedsagligt er forfattet af danske missionærer. Frem og tilbage overvejer han kilderne, og ikke, som jeg troede, udelukkende til den danske missions fordel. Tvært imod skildrer Lidegaard samvittighedsfuldt missionens mørke sider, fra afstraffelse og tugtelse af hedenske grønlændere til korporlig vold og mishandling. Der er altså virkelig ikke tale om at moralsk og frelst værk her, selvom der ikke er tvivl om, at Lidegaard er positivt stemt overfor missionen og dens helte.

Lidegaard giver indblik i de vilkår, som de danske udsendinge måtte kæmpe med for at få befolkningen til at overgive sig til kristendommen, hvis leveregler meget ofte virkede uhensigtsmæssige i Grønland. F.eks. var flerkoneri almindeligt, fordi det tjente flere praktiske formål. Med dåben måtte en mand skille sig af med sine ekstra koner, og dermed havde man pludselig et overtal af enlige kvinder med mange børn og ingen forsørger. Et andet dilemma var, at man ønskede at have folk boende i koloniens omegn. Det harmonerede ikke med fanger, der jo var et nomadeliv. Og så skulle man i kirke på søndage, også i godt vejr, hvor man burde tage på fangst. Det lyder måske som små afsavn, men det var det ikke. Det at leve i det arktiske område beroede på en hårfin balance, og alle strukturer i det eskimoiske liv tjente det ene formål at overleve.
Hvordan skulle man kunne overgive sig til kristendommen, hvis dogmer virkede kryptiske og svære at finde belæg for? Ved siden af den grønlandske åndeverden, hvor tabuer, traditioner og regler for det meste var begrundet i praktiske foranstaltninger, må kristendommen have stået som det rene tankespind? For de kristne missionærer var det en lang og sej kamp at bringe skibet sikkert i havn. Og i havn kom det jo. Omkring år 1900 var næsten samtlige grønlændere døbt, og målet kunne siges at være nået.

Det, der fra første kapitel præger missionens historie, er indtrykket af den næsten umenneskelige opgave, det har været, at ville gøre en forskel for åndslivet i Grønland. Missionærerne var i følge Lidegaard kristne, retskafne folk, for hvem det var af allerstørste vigtighed, at de grønlændere lærte gud og Jesus at kende. De satte simpelthen liv og lemmer på spil, og det under så ubegribeligt hårde vilkår, at man tror, det er løgn. Hvad var det for en energi, der drev de mænd?
Lidegaard skriver, at de mænd, og særligt den største, Hans Egede, var drevet af troen og af idéen om at frelse de grønlandske hedninge, koste hvad det ville. Det blev dyrt. Allerede Hans Egede oplevede mennesker dø som fluer i voldsomme epidemier, som de ingen forsvar havde imod. Af flere omgange var der tale om tilnærmelsesvis udryddelse af den sydvestgrønlandske befolkning. Egede var klar over, at hans opgave bar sygdom med sig. Dagbogsoptegnelser viser, at han af samme grund flere gange var ved at give op. Men han holdt altså stand. Bl.a. derfor blev kristningen af grønlænderne en lang kontinuerlig proces, også efter Hans Egedes afgang.

Det som Lidegaard ikke lægger sider til, er de mange skæbner, som har betalt prisen for missionshistorien. Det var med sorg, at man måtte se de dygtigste elever dø bort, for med dem gik et stort arbejde tabt, og mange gange måtte man simpelthen begynde forfra, fortæller Lidegaard. Men hvad med befolkningen, altså dem der blev tilbage? De flygtede, skriver Lidegaard, rædselsslagne flygtede de væk fra sygdom og død. Vi kan vel næppe fatte omfanget af de enorme menneskelige tab, det betød.
Jeg tænker, at der ligger mange fortællinger gemt, som ikke er blevet fortalt, fordi man ikke havde en skrivende tradition, eller fordi de ganske enkelt var så hårde, at man bare har måttet glemme dem. I Grønland er disse hårrejsende sider ikke blevet ordentligt optegnet.

Hvis man vender blikket mod vest, i retningen af Canada og Alaska, så har man gjort sig de samme erfaringer med missionen, som i Grønland. Det, der er interessant i den forbindelse, er, at der faktisk findes i hvert fald én tekst fra Alaska, som prøver at skabe overblik over nogle af de traumer som kolonitiden har forårsaget. Yuuyaraq: The way of the Human Being er skrevet af Harold Napoleon, en Yup'ik fra Hooper Bay. I teksten, der er skrevet fra det fængsel, hvor Napoleon afsonede en dom for i fuldskab at have slået sin egen søn ihjel, prøver han at hitte rede i nogle af de mange komplekse forhold, der gør, at så mange yup'ik lider under alkoholisme og vold. Han forsøger at finde en forklaring for sig selv, men også for resten af det samfund, som han er en del af. Det han gør, er at lave en gennemgang af den oprindelige kulturs livsgrundlag og åndsliv, der, ligesom i Grønland, hang uløseligt sammen. Og han forsøger herefter at redegøre for den udvikling, der skete med koloniseringen, og nogle af de konsekvenser, som den havde.

Napoleon peger netop på den menneskelige tragedie, som kontakten med europæerne var for de indfødte. På umyndiggørelsen, på bandlysningen af de traditionelle hierarkiske systemer og på sygdommene i sær. Når kristningen af de indfødte overhovedet lykkedes, skriver Napoleon, så var det hovedsagligt fordi, folk mistede troen på deres åndemanere. Disse kunne jo intet stille op overfor den ødelæggelse, som sygdommene skabte. Også åndemanerne bukkede under. Al den lov og orden og naturlige (u)balance, som man kendte, blev undermineret. Det var et hærget folk, der med tiden overgav sig til den kristne lære. Noget måtte man tro på, og der var bare ikke noget alternativ.
Indholdet af Napoleons tekst kan jeg slet ikke gengive retfærdigt her. Den var for mig en øjenåbner i forhold til at forstå den stilling som hhv. religionen og den danske mand fik i Grønland. For det kan stadig undre, at man vendte sig fra åndemaneri til kristendom. Set i lyset af Napoleons Yuuyaraq, får vi måske dele af forklaringen.

Harold Napoleons ærinde er at prøve at forstå sin egen historie, som han ser gentaget i sine omgivelser. Men han kommer også med et bud på, hvordan man kan håndtere den megen druk og vold og svigt, som de arktiske samfund kæmper med. Napoleon mener, at det er meget vigtigt, at man får vendt og fortalt den historie igen og igen, til den er fordøjet så at sige. Der er tale om en slags traumebearbejdning, hvor man skal identificere traumet for overhovedet at kunne komme videre. Det er netop det Yuuyaraq gør, den tekst identificerer traumet, således at det måske på sigt endelig kan overvindes.
På mange måder er der tale om kollektiv traumebearbejdning i psykoanalytiske forstand. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er vejen frem, og det er heller ikke mit ærinde. Men det er helt sikkert, at man bliver bedre til at være i livet ved at kende sig selv og sin historie og altså det, som man kommer af. Det gælder på individplan såvel som for kulturer.

For tre-fire år siden tog jeg kontakt til Harold Napoleon for at få lov til at oversætte hans bog. Det lykkedes. I 2011 udkom bogen på grønlandsk.

Mads Lidegaard: Grønlændernes kristning, Nuuk, Atuakkiorfik (1993)
Harold Napoleon: Yuuyaraq. The way of the Human Being, University of Alaska Fairbanks Center for binding Paperback (1991)

Harald Napoleon: YUUYARAQ – Inuup qanoq inuunissaminut maligassai
Nuuk, Dacapo Publishing (2011)

 
 
http://www.ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-408_Yuuyaraq_cover.jpg